"Golf for Dummies"
Da jeg blev bedt om at anmelde denne bog, gik jeg til opgaven med den forventning at jeg nu skulle i gang med en morsom og informativ bog.
Lad mig slå fast med det samme at det er sådan en bog.
Det morsomme bestod dog i første omgang af oversætterens forsøg på at gengive de specielle amerikanske udtryk ord for ord. Enkelte steder blev det ligefrem pinligt med direkte misvisende oversættelser (når man oversætter one-piece, two-piece og three-piece balls, til 1-2 og 3 styks bolde mangler der lidt i ens golfopdragelse). Godt nok skriver forfatteren (s. 140), at det er cool at opfinde sit eget golfsprog, men alligevel!!!
Når man så er kommet sig over de første oversættelseschok sidder man tilbage med en virkelig god instruktionsbog der er ligetil og overskuelig i sin opbygning. Bogen tager på en enkel måde fat i alle golfspillets facetter og dens små ikoner gør det let at huske eller genfinde de mange guldkorn der er i bogen. Forfatteren beskriver bogen som et opslagsværk hvor man kan dykke ned og finde løsningerne på et problem når det opstår, men hvis man ikke passer på så læser man bogen fra ende til anden som en roman (især hvis man kan læse den anden vej fra dansk til amerikansk) fordi Gary McCord er en glimrende fortæller, og lyder som en man gerne ville have en træningslektion af. De fleste må dog "nøjes" med bogen, og den er som sagt også et studie værd.
Bogen afsluttes med et kapitel omkring golf på internet, desværre er der ikke blevet plads til en omtale af www.golfonline.dk!
Alt i alt en lærebog, der kan anbefales at have stående på reolen. Bogen, som er en af mange i serien ". . . for Dummies" har, som mange tror, intet med computere at gøre. Her er ikke brug for nogen 486'er, men en Pentium Big Bertha vil gøre sig.
johnny@golfonline.dkGolf for Dummies
af Gary McCord & John Huggan, oversat af Ole Selchau og med forord af Leif Nyholm.
Teknisk Forlag, 188 sider, 128 kr. Er udkommet.
Copyright © 1997, Golf Online Danmark, All rights reserved.